De fleste har nok mødt et medlem af Jehovas Vidner på gaden med en stak af Vagttårnet i hånden eller oplevet, at de ringede på hoveddøren.
Men nu forsøger trossamfundet sig med en ny strategi. De ringer til dig.
Flere og flere vidner oplever nemlig, at det er svært at få fat i folk, når man møder op personligt. Derfor er de begyndt at tage andre midler i brug, forklarer talsmanden for Jehovas Vidner i Danmark, Erik Jørgensen, til Urban.
"Vi vil helst møde mennesker ansigt til ansigt, når vi fortæller om vores tro. Men det er i dag så svært at træffe folk hjemme og komme forbi dørtelefonerne i byerne, at flere og flere vælger at ringe rundt med deres vidnesbyrd i stedet for at gå forgæves," siger han.
Nogle vil muligvis ikke bryde sig om at blive ringet op af Jehovas Vidner, som vil forkynde deres tro, men det er helt lovligt, når de ringer hjem til folk, forklarer forbrugerombudsmandens jurist, Eva Sjøgren.
"Herhjemme har religiøse samfund præcis ligesom sportsforeninger og politiske organisationer ret til at oplyse og hverve medlemmer over telefonen. For så længe det ikke sker i erhvervsøjemed, er det hverken i strid med Forbrugeraftaleloven eller reglerne for markedsføring, selvom nogle måske finder det irriterende," siger hun til avisen.
Jehovas Vidner har 15.000 aktive medlemmer i Danmark.