Jesper Lund, hvad ville du gerne have studeret, hvis du ikke var blevet det, du blev?
Det skulle i hvert fald have været et andet håndværksfag. Det boglige siger mig ikke så meget, jeg vil helst bruge hænderne. Og så kan jeg godt lide at være udenfor.«
Hvad studerede du, og hvad var det bedste ved studiet?
Jeg er struktør og laver betonelementer. Før hed det jord- og betonarbejder og krævede ingen uddannelse, men i dag er det en uddannelse på tre år og 10 måneder. Der bedste ved struktøruddannelsen er den viden, man får på skolen, og som man ikke kan få ude i marken. Vi lærer for eksempel at lave tekniske beregninger«.
Hvilket råd vil du give unge om deres uddannelsesvalg?
De skal vælge med hjertet og ikke gå efter, hvad der er flest penge i. Er man dygtig, skal man nok få penge for det.