Telefonerne kimer, og der er latter fra frokostbordet. Den sociale dynamik er årsag til, at der stort set kun er rosende ord at hente fra medarbejderne hos rejsebureauet My Travel på Nansensgade i hjertet af København.
Nyhedsavisen har besøgt en ganske almindelig dansk arbejdsplads for at høre, hvad de mener, et godt arbejdsmiljø indebærer.
Eva Lundgren lever overordnet op til undersøgelsens resultat om, at danskere er dem, der er mest tilfredse med deres arbejdsmiljø.
»Jamen, jeg er faktisk som regel glad,« siger hun.
Sammenspillet med de andre kolleger er for hende det allervigtigste på en arbejdsplads.
»Jeg skriver konsekvent ikke mails til kolleger, men går hen og taler med dem. Det går ikke, at man bare sidder i sin egen lille puppe,« siger Eva Lundgren.
Selvom hun ikke mener, at arbejdspladsen brillerer, hvad angår personalegoder, er hun godt tilfreds.
»Det er jo ikke sådan, at vi har motionscenter og franske kokke. Men jeg kunne jo vælge at blive hjemmegående og dyrke økologiske grøntsager, så der skal være en grund til, at jeg ikke gør det.«
Stress er heller ikke noget, Eva Lundgren mærker noget til.
»Jeg ved, at når jeg går hjem klokken fire, har jeg ikke siddet og kløet mig i øret – jeg har nået det, jeg kunne, og det er fint.«
Carsten Andersen er udviklingschef hos My Travel, Han mener også, at kolleger og sociale arrangementer er noget af det, der gør, at han gider at stå op og gå på arbejde i en branche, han har været i siden »de glade Spies-dage,« som han kalder det.
»Vi har lige været til rejsemesse i Herning. Selvom det er en weekend og du giver afkald på noget i din egen fritid, så stiller man da selvfølgelig op. Det afspejler et utrolig godt arbejdsmiljø,« mener han.
Desuden er kantineordning, julefest, motionsklub og rygebokse ting, som Carsten Andersen mener bidrager til et godt arbejdsmiljøet.
»Vi har de her glimrende rygebokse. Det fungerer fantastisk. Det burde man indføre alle steder,« får Carsten Andersen sagt, inden telefonen atter ringer, og han må tilbage til arbejdet. Men som han siger:
»Jeg trives bedst, hvis der er lidt run på.«