Godmorgen Jason Watt. Vil du fortælle lidt om, hvad du skal lave i dag?
»Ja, det vil jeg godt. Jeg skal lave en fotosession og et interview til et blad. Til bladet ?Krop og fysik?. De kommer forbi senere og tager et billede af mig.«
Ok, og derefter?
»Derefter skal jeg begive mig ud på en spændende færd. Jeg skal nemlig ud at se min nye baby. Og i den her sammenhæng er min baby min nye BMW-racer, som ankommer her i dag ude i Slangerup. Det er ikke en færdig bil, det er simpelthen karosseriet, som mekanikerne så skal samle. Den kommer til at stå i to millioner kroner, når den er færdig. Uden danske plader, vel at mærke.«
Hvad kan sådan én køre?
»Det er en bil, der kan køre 250-260 kilometer i timen, hvis vejen er lang nok. Det er den, jeg skal deltage i DTC-mesterskabet i til næste år.«
Og hvad skal du bagefter det?
»Bagefter er jeg jo stadig på arbejde. Jeg er ved at lave sponsoroplæg til forskellige virksomheder, som kunne tænke sig at være investorer i vores team.«
Og hvad så når du komme hjem?
»Så er jeg ved at planlægge jul. Der skal købes julegaver til ungerne. Og så er vi ved at planlægge juleaften, hvor vi får 18 mennesker på besøg.«
Ok. Tak for din tid.
»Det var så lidt.«