Da en bygning i den tyske by Ludwigshafen stod i brand, tog onklen en hurtig beslutning, der sandsynligvis reddede hans spæde nevøs liv.
På randen af tårer fortæller Kamil, 32, til The Sun, om det øjeblik, hvor han tog beslutningen om at lade sin nevø, Onur, falde syv meter ned i sikkerhed.
- Det var det sværeste øjeblik i mit liv, siger Kamil.
Han havde indset at et fald fra vinduet på tredje sal, var nevøens eneste chance for at overleve den brand, der dræbte ni mennesker. Heraf fem børn, inklusive Onurs toårige storebror.
- Jeg så betjenten nedenunder med hans udstrakte arme og jakken, der var bredt ud som et sikkerhedsnet, siger Kamil.
Derefter kiggede han ind i Onurs øjne, der syntes at fortælle ham, at det var okay.
- Jeg kyssede ham en sidste gang. Så lod jeg ham falde, siger Kamil.
Efter nevøen var kommet i sikkerhed, undslap Kamil selv branden ved at kravle ned ad en brandstige sammen med sin datter.
Onur, der ikke tog skade under det dramatiske fald, bliver nu passet af en anden onkel, mens hans forældre ligger på hospitalet.