Jeg ryger ikke. Det er vildt ulækkert. Jeg har ikke lyst til at dø – før jeg skal. Og jeg kan ikke forstå, hvorfor nogen synes, det er sejt at ryge.
For det første er der stor risiko for, at man dør tidligere end ellers, og for det andet lugter det virkelig klamt. Lugten hænger ved længe efter, at man har smidt smøgen.
Der er kun to i min klasse, der ryger meget. Jeg tror ikke, der er nogen i klassen, der synes, det er sejt at ryge. Alligevel er der nogen, der ryger til fester, jeg forstår det ikke helt. Den generelle holdning i min klasse er i hvert fald, at det ikke er sejt at ryge.
Men de fleste i min klasse drikker – i hvert fald lidt. Skal jeg være ærlig, så gør jeg det også selv. Nogen har fået lov af deres forældre, andre holder det hemmeligt. Jeg har selv fået lov til at drikke lidt. Og mine forældre ved, hvor jeg er, når jeg drikker, så det ikke er et eller andet vildt sted.
Når der bliver holdt fest, drikker de fleste – to til fire genstande. Barcadi Breezer, øl og få gange champagne. Det er sjovt at drikke, for man bliver lidt mere fri, men det er ikke sejt, hvis man kun kan have det sjovt, når man er fuld. Det er bare åndssvagt.
Og nå ja, så sejler jeg, spiser grønt næsten hver dag og pizza en gang imellem fra kantinen i frikvarteret.