... der ligeså kunne være havnet i gabestokken, hvis TV 2 var kommet forbi på en dårlig dag. Mange har givet udtryk for alt mellem himmel og jord i forbindelse med TV 2’s dokumentar Er du åndsvag? – blandt andet at personalet skulle have indberettet hinanden og at de da aldrig har set mennesker opføre sig sådan før ... men det har jeg, og jeg har til tider selv været en af dem!!
Magtanvendelse
For et par år siden opnåede jeg nærmest heltestatus på mit arbejde, da en problematisk og voldelig beboer på 90-100 kg skulle have sin medicin omlagt – personalet (i øvrigt knusende dygtige pædagoger, men udelukkende kvinder) var meget utrygge ved hans adfærd, og jeg tog ekstravagter som bodyguard .
Et stykke tid senere (og også ved andre lejligheder) måtte jeg lave magtanvendelse på samme beboer, efter han havde slået en kvindelig kollega to gange i hovedet.
Jeg tror (i al beskedenhed), at jeg har et forholdsvis godt ry på mit arbejde, blandt andet fordi jeg engang imellem kan tage fat, når det gælder, men jeg har også lavet ting, som var på grænsen eller over grænsen.
Det ER sket forbedringer
Hvordan jeg ville have reageret, hvis nogen havde indberettet mig bag min ryg, ved jeg ikke – men jeg kunne godt forestille mig, at jeg ikke ville tage så mange vagter. Hvis jeg skal være helt ærlig, tænkte jeg, da jeg så udsendelsen: O.k., er det her det værste, de kan grave frem! Hvis man havde set på de værste bosteder for bare 20 år siden, havde det set meget værre ud – så der ER faktisk sket forbedringer på området (uden at TV 2 har været forbi). At de fleste vælger en det-må-aldrig-ske-igen-holdning, synes jeg, er at lukke øjnene for det faktum, at der er ting i verden (og på bostederne), der overgår vor forstand.
Det ville være sjovt, hvis pressen ville lave noget om de virkelig hårde problematikker, vi sommetider står med. Vi kan sikkert godt få det til at se dramaagtigt ud, så det sælger billetter, uden at skulle fifle særlig meget med virkeligheden – hvis nogen skulle være bekymret for at miste reklameindtægter.