Hvad ville du gerne have studeret – hvis du ikke var blevet det, du blev?
»Så ville jeg have været ingeniør. Jeg har altid haft en fascination af sådan noget som for eksempel en cementfabrik, hvor man kan sætte en masse dele sammen, og så kommer der cement ud.«
Hvad studerede du – og hvad var det bedste ved studiet?
»Jeg er egentlig uddannet maskinarbejder i Valby, men så tog jeg chancen og læste til læge på Aarhus Universitet.
Jeg troede egentlig, at jeg skulle være kirurg, men så blev jeg så provokeret af, hvad alkohol gør ved vores patienter. Det bedste ved studiet var, at man kunne være sin egen lykkes smed. Der var aldrig nogen, der fortalte mig, hvad jeg skulle gøre«
Hvilket råd vil du give unge om deres uddannelsesvalg?
»De skal følge fornemmelsen i deres mave. Og de skal ikke gå af vejen for at skifte spor, hvis de ikke kan finde engagementet.«