Af Jacob Vestergaard
jave@avisen.dk
@BRØD:Når DR Big Bands trommeslager Søren Frost i aften klokken 20 slår første stik i skindet, åbner han for en god uges jazzfestival med stor spændvidde.
»Det kan godt være, vi mangler et stort, udenlandsk navn i år, men til gengæld dækker vi meget, meget bredt,« siger arrangør Niels Chr. Resting, formand for Foreningen af Fynske Jazzmusikere.
Under aftens koncert på Magasinet spiller DR Big Band sammen med saxofonisten Bob Mintzer, der tidligere har spillet med legender som Jaco Pastorius, Buddy Rich og Tito Puente.
Musikalsk legestueband
»Vi har i det hele taget en del bigbandmusik på programmet i år,« siger Niels Chr. Resting og nævner udover flagskibet DR Big Band orkestre som lokale Tip Top Bigband og Bigband 5000 DK.
»Vi får også besøg af Niels Jørgen Steens Monday Night Bigband, som i anledning af 100-året for Leo Mathiesen giver en swingkoncert, der er bygget op om hans klassikere,« siger Resting om Niels Jørgens Steens musikalske legestueband, som sjældent øver.
Udover de fire bigband spiller blandt andre Mek Pek & Habasutterne børnejazz, Pete Allen fra England kommer forbi med sin fortolkning af happyjazz, mens Megaphone og Jazzkamikaze går lige til grænsen for, hvad man kan kalde jazz.
@FAKTA BRØD SLUT:Se mere på www.odensevinterjazz.dk