De venter lige rundt om hjørnet – Spaduljaerne.
De halvgamle, halvskaldede ølmaver, som iført falmede jazzfestival-T-shirts og halvtomme fadølskrus for 19. år i træk invaderer byens gader og pladser for at knipse med på jazzens muntre toner.
Over ti dage, fra 14. til den 21. juli, er der international jazzfestival i Århus, og overalt i byen vil der være jazzmusik i alle afskygninger – naturligvis også nogle for Spaduljaerne.
Oplevelser garanteret
Musikhuset Aarhus, der de senere år har satset stort på kombinationen af verdensmusik og jazz, præsenterer i år en lang række spændende koncerter.
Blandt de optrædende er de to sydamerikanske superstjerner, sangerinden og pianisten Eliane Elias med kvartet og trommeslageren Horatio El Negro Hernandez.
Jazzforeningen Sun Ship lancerer i år et moderne og progressivt program, hvor koncerten på VoxHall med norske Shining samt Laswell/Molvaer Group på Train er blandt højdepunkterne.
Lokale Klüvers Big Band har i år Cæcilie Norby med om bord i Ridehuset, og i Fodvarmeriet er der lagt op til jazzfest af den folkelige slags med traditionel jazz fra blandt andre Arosia og Daimi.
Også Bent J, Piano Værkstedet, Musikcaféen, Klostertorvet, Café Smagløs og Studenterhus Århus er blandt de 14 spillesteder i byen, der er med i festivalprogrammet, hvilket garanterer både spændende og anderledes musikoplevelser.
Elektronisk fornyelse
Electronica-jazz-bandet Badun varslede fornyelse under præsentationen af årets festivalprogram i Musikhuset.
For femte år i træk præsenterer Musikcaféen i samarbejde med musikforeningerne Ljud og Prototype, den alternative jazzfestival Elektronisk Jazzjuice .
Her vil i alt 50 bands og solister – herunder alt hvad der kan kravle og gå inden for den elektroniske musikscene i Danmark – samt en række udenlandske musikere og dj s, tage genren under kærlig behandling på især Musikcaféen, hvor der festivalen igennem vil være masser af kreative og gratis aktiviteter i gården.