I næsten to årtier udholdt Jaycee Dugard at blive mishandlet og voldtaget i fangenskab. Ægteparret Phillip og Nancy Garrido kidnappede den lille pige, da hun var blot elleve år gammel. Nu er straffen for deres forbrydelser fastsat. Det skriver New York Times.
431 år skal Phillip Garrido i fængsel. Hans kone Nancy slipper med 36 år. Begge har valgt at acceptere dommene.
Jaycee Dugard er i dag 31 år gammel. Hun var ikke til stede i retten, men hendes mor så hovedpersonerne i datterens mareridt i øjnene under retssagen og læste et brev fra Jaycee op.
"Det var dig, Nancy Garrido, og det var dig, Phillip Garrido, der knuste mit hjerte," skrev hun. "Jeg hader jer begge."
Da Jaycee var kun 13 år, resulterede Phillip Garridos seksuelle overgreb i et barn. Tre år senere fødte Jaycee sit andet barn i fangenskab.
"Der er ingen gud i universet, der kan billige dine handlinger. Du stjal mit liv og min families liv," læste Jaycees mor højt.
Jaycee Dugard blev fundet og reddet fra Garrido'ernes hjemmefængsel i august 2009.
Kilde: New York Times