Der bliver løbet rundt på scenen, når Nik & Jay optræder. Og sidste lørdag gik det altså grueligt galt, da Jay på vej op af en trappe vrikkede om på foden. Koncerten i Charlottenlund fortsatte, men efter koncerten blev Jay kørt væk i en ambulance, og man frygtede at den populære sanger havde brækket foden.
Men så slemt er det heldigvis ikke beretter bt.dk. Jay har nemlig "kun" forstuvet foden.
- Foden var ikke brækket, men forstuvet. Det var selvfølgelig en smertefuld oplevelse for ham, men det går jo hurtigt over. Han har sagt, at det gjorde nas, men at han ellers har det godt, fortæller duoens bookingagent Giovanni Gambini til bt.dk.
Lørdag aften skal Nik & Jay spille koncert i Legoland, og denne koncert bliver ifølge Giovanni Gambini gennemført helt efter planen:
- Det er fredag i dag, og der er ingen, der har sagt, at de vil aflyse. Jeg ville vide det, hvis koncerten skulle aflyses, og det har jeg ikke hørt noget om, fortæller han.