Dagens melding fra Danske Bank om, at overskud fra ”mistænkelige transaktioner” i hvidvasksag skal gå til samfundsgavnlige formål hilses velkommen af erhvervsminister Rasmus Jarlov (K). Men ministeren understreger, at det ser ud til, at banken har handlet ulovligt og donationen ændrer ikke på, at myndighederne fortsat undersøger bankens rolle.
Er Danske Banks donation en form for tilståelse af, at der er foregået noget ulovligt?
- Det er i hvert fald en erkendelse af, at Danske Bank ikke kan beholde pengene. Når der er foregået hvidvaskning, som efter alt at dømme har været dybt ulovligt og af et kæmpemæssigt omfang, så kan det ikke være rigtigt, at pengene skal blive i banken. Det ville være et meget stort problem, og det er jeg glad for, at banken er enig i, siger erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) til Avisen.dk
LÆS OGSÅ: Danske Bank vil sende hvidvask-penge tilbage til samfundet
- Det betyder selvfølgelig ikke, at Danske Bank nu er sluppet af krogen, og at myndighederne ikke fortsat undersøger, hvilke juridiske muligheder der er for at rejse sag mod Danske Bank. Det gør de. Men isoleret set er det positivt, at banken erkender, at de ikke kan beholde de penge.
Men hvis banken ikke har gjort noget ulovligt – og den er endnu ikke dømt for noget - hvorfor er det så et problem at den beholder pengene?
- Jeg har ikke autoriteten til at afgøre hvad der er ulovligt, men det ser ud til, at der er foregået noget, som er dybt ulovligt. Jeg hører heller ikke Danske Bank bestride, at det der er foregået både har været forkert og ulovligt.
LÆS OGSÅ: Overblik: Danske Banks hvidvasksag skridt for skridt
Hvis pengene er tjent på illegale aktiviteter er det så Danske Bank, der skal bestemme, hvad pengene skal bruges til eller er det samfundet, der skal udstede en bøde?
- I det omfang der kan udstedes en bøde, så vil vi selvfølgelig gøre det, og min holdning er, at det der er sket burde straffes. Men det er op til domstolene. Jeg synes, det burde være sådan, at der blev udstedt meget store bøder og jeg ved myndighederne arbejder på at undersøge mulighederne for det.
LÆS OGSÅ: Hvidvaskjæger politianmelder Danske Bank efter skandale