Sidste gang Jarlen og Ole Stephensen var på glat-is sammen, var det som Walter og Carlo i "Op På Fars Hat".
Nu er de to danske fyrtårn inden for dansk show business igen kommet i problemer.
Denne gang er det dog i den virkelige verden.
Ifølge Ekstra Bladet har de to komikere fået en fælles fyreseddel fra produktionsselskabet Monday, der siden 1. januar i år overtog fra Skandinavisk Filmkompagni.
Et selskab de to komikere har været med til at bygge op siden 1980'erne.
Angiveligt er Jarlen og Stephensen blevet afskediget på grund af for høje lønninger og for lidt arbejde. Avisen oplyser, at de to TV-personligheder skulle have inkasseret 100.000 kr. hver om måneden, men det er ikke noget, de to ønsker at kommentere.
"Jeg kan ikke kommentere på grund af den situation, jeg befinder mig i. Udtalelser skal komme fra Monday," siger Ole Stephensen til avisen.
Jarl Friis-Mikkelsen og Ole Stephensen har gennem mange år domineret dansk tv med værtsroller på henholdsvis DR's aHA! og TV2's Go'morgen Danmark.