Normalt plejer udenrigsministre at være forsigtige med udtalelser, der kan virke stødende på andre.
Men den japanske Taro Aso synes ikke at bekymre sig helt så meget. I en tale holdt i weekenden sagde han nemlig, at de lyse vesterlændinge ikke er lige så troværdige som japanere, som derfor vil have mere succes med at skabe fred i Mellemøsten. Det skriver Reuters.
- Japan gør det, som amerikanerne ikke kan. Japanere bliver stolet på. Hvis man har blå øjne og lyst hår, er det sikkert ikke godt. Heldigvis har vi japanere gule ansigter, skulle Taro Aso have sagt ifølge en japansk avis.
Samtidig mente han, at Japan stod bedre i Mellemøsten, da landet aldrig har udnyttet regionen, startet en krig eller affyret et skud der.
Embedsmænd i det japanske udenrigsministerium har ikke ønsket at kommentere udtalelserne fra Taro Aso, der af mange betragtes som en oplagt efterfølger til den nuværende premierminister.
Det er ikke første gang, at Taro Aso kommer med udtalelser, der kan opfattes som mindre diplomatiske. I 2001 sagde han i sin egenskab af økonomiminister, at han håbede Japan ville blive den slags land, hvor rige jøder havde lyst til at slå sig ned. Han forsikrede dog efterfølgende, at han det ikke var hans hensigt at fornærme nogen med den kommentar.
Japan har længe ønsket at spille en større rolle i Mellemøsten, da landet ikke har samme anstrengte forhold til en del arabiske lande, som USA har. Derfor var Japan i sidste uge vært for en fireparts-forhandling mellem Israel, Jordan, palæstinensere og Japan selv.