Japans premierminister, Naoto Kan, træder tilbage efter massiv kritik over indsatsen efter jordskælvet og tsunamien fra marts.
Det er ikke kun i Danmark, der er gang i det politiske liv i dag. Verdens tredjestørste økonomi, Japan, skal have ny premierminister efter Naoto Kan har meddelt, at han træder tilbage. Det rapporterer flere internationale medier.
Premierministeren har været under pres for at gå af, lige siden Japan d. 11. marts blev ramt af det altødelæggende jordskælv og efterfølgende tsunami, der kombineret udløste den største atomkatastrofe i verden siden Tjernobyl i 1986.
Japans Demokratiske Parti, der er landets største, vælger en ny formand i næste uge, som også vil blive landets nye premierminister. Den sjette på blot fem år.
Det vurderes, at landets nye leder vil blive sat under massivt pres fra starten, som følge af stigende statsunderskud, faldende befolkningstal og ikke mindst landets genopbygning efter katastrofen i marts.