Den røde bolle i det japanske flag er skiftet ud med det danske, hvide kryds.
I hvert fald i den japanske by Wakayama, hvor en gruppe indbyggere vil kippe med Dannebrog, når fodboldlandsholdet indtager de sydafrikanske stadioner til sommer.
Det var nemlig i Wakayama, at den danske delegation boede, da der for otte år siden var VM i Japan og Sydkorea. Og her har man altså ikke glemt danskerne, skriver bold.dk.
"De støtter i høj grad stadig Danmark. Til kampen den 24. juni holder de selv et stort public viewing-event på en bar i Wakayama, hvor de støtter Danmark. Vi får også besøg af dem både den 19. juni og igen den 24., hvor de sammen med os vil støtte Danmark," siger Jens Hollænder Jensen fra den danske ambassade i Tokyo.
De danskerglade japanere har ligefrem lavet en støttevideo til Bendtner og co.
Se japanernes video her:
"Ham, der er på til slut i videoen, hedder Shinke-san og er 'formand' for gruppen. NHK (Japans svar på DR, red.) har lavet et portrætprogram om ham, og det bliver sendt op til VM," siger Jens Hollænder Jensen.
Danmark og Japan møder hinanden i den sidste gruppekamp. Inden da har begge nationer spillet mod Holland og Cameroun.