Den 22-årige japanske skihopper Ryoyu Kobayashi har været i storform i denne sæson, og fredag viste han igen klassen.
Ved den tredje konkurrence i årets firebakketurnering var Kobayashi nok en gang sine konkurrenter overlegen, ekstremt overlegen endda, og han lavede dermed et flot sejrshattrick.
I Innsbruck leverede Kobayashi et suverænt hop på hele 136,5 meter og imponerende stilkarakterer i første runde, og det gav ham et kæmpe forspring inden anden og sidste hoprunde.
Han skulle floppe fuldstændig i sit andet hop, ellers skulle en af de nærmeste forfølgere formentlig ud og flirte med bakkerekorden, hvis japaneren skulle fravristes endnu en triumf.
Trods en afbrydelse som følge af skiftende vindforhold, som rykkede startgaten en smule inden de sidste ni hoppere, så rystede Kobayashi ikke det mindste på skiene.
Han kom ud på 131 meter, og selv om det var kortere end første hop, så var det længere, end hvad nogen af de andre hoppere præsterede i hele konkurrencen.
Og igen fik han tæt på maksimale stilkarakterer.
Hjemmebanefavoritten Stefan Kraft og nordmanden Andreas Stjernen kom ind på de næste pladser.
Kun to gange tidligere i firebakketurneringens historie, som går tilbage til 1953, har en hopper vundet samtlige fire konkurrencer i samme sæson.
Det skete i 2001/2002-sæsonen ved tyske Sven Hannawald, mens polakken Kamil Stoch præsterede det samme for et år siden.
Sidste konkurrence løber af stablen søndag i østrigske Bischofshofen.
/ritzau/