Det kører langtfra som smurt i Japan.
Centralbanken i det asiatiske land, der er verdens tredjestørste økonomi, har fredag overraskende valgt at lempe sin pengepolitik af frygt for, at væksten ikke kommer op i gear.
Centralbanken er blandt andet nervøs for, at faldende oliepriser vil påvirke priserne på forbrugsvarer. Dermed risikerer man en længerevarende situation med stagnation - eller værre endnu en periode med deflation, hvor forbrugerpriserne falder.
Centralbanken har blandt andet besluttet at øge sine opkøb af statsgæld med omkring 30 billioner yen.
Beslutningen blev truffet på et møde fredag, hvor fem stemte for lempelserne, mens fire var imod.
/ritzau/Reuters