Japan fastholder krav om total atomafrustning i Nordkorea
Japans forsvarsminister, Itsunori Onodera, bider mærke i, at Nordkorea i udmelding om stop for prøveaffyringer af missiler ikke nævner noget om de former for missiler, som kan ramme Japan. Foto: Issei Kato/arkiv/Reuters
Mens Sydkorea ser øget chance for succes på topmøde efter atomudmelding fra Nordkorea, er Japan skeptisk.

Holdningerne til Nordkoreas udmelding om at indstille sine atomprøvesprængninger og testaffyringer af interkontinentale missiler er delte i nabolandene.

Sydkoreas præsident hilser beslutningen velkommen og ser den som et skridt mod en nedrustning, skriver nyhedsbureauet Yonhap.

- Nordkoreas beslutning er et meningsfuldt fremskridt for atomafrustning på den koreanske halvø, som verden håber på, lyder det i en erklæring fra præsident Moon Jae-ins kontor i Seoul.

I erklæringen gives der udtryk for, at Nordkorea med sin beslutning har øget chancerne for succes på det planlagte topmøde næste fredag mellem Moon Jae-in og Nordkoreas leder, Kim Jong-un.

Japan derimod efterlyser flere tiltag fra nordkoreansk side, og tiden er ikke inde til at lempe presset mod landet.

Tværtimod vil Japan fortsætte med at lægge maksimalt pres på Nordkorea, for at få landet til "helt at skrinlægge masseødelæggelsesvåben, atomvåben og missiler", lyder det fra forsvarsminister Itsunori Onodera

- Vi kan ikke være tilfredse, siger han ifølge AFP.

Forsvarsministeren hæfter sig ved, at Nordkorea ikke nævner noget om, at det vil indstille prøveaffyringer af kort- og mellemdistance missiler.

Styret i Pyongyang har adskillige gange provokeret Japan ved at sende missiler ud over havet mellem de to lande og ind i japansk luftrum.

/ritzau/