Improviserede og vilde gadefester er absolut ikke normen for de kontrollerede japanere.
Men efter 3-1 sejren over de danske fodbolddrenge blev japanerne grebet af en sand glædesrus, og de fester, der brød ud i Tokyos gader tidligt fredag morgen var langt fra planlagte.
Japan, der er verdens andenstørste økonomi, har været hårdt ramt af den internationale finanskrise, siden Lehman Brothers kollapsede i 2008. Og især unge japanere, der ikke længere har de høje forventninger til deres fremtid, gav den gas i gaderne i nat.
"Regn med os!" råbte de unge fans til snurrende tv-kameraer fra CNN.
Og den kæmpestore fodgængerovergang, der blev verdenskendt med filmen 'Lost in Translation', gyngede under de feststemte unge, der skreg, græd, dansede og viftede med armene i ren eufori.
Tusindvis af japanere strømmede ud i gaderne, da deres "blå samuraier" - som landsholdet kaldes i folkemunde - overraskende slog Danmark ud af VM og sikrede sig selv en plads i ottendedelsfinalen.