Japans regering valgte tirsdag at udsende en advarsel til indbyggere i den sydlige del af landet, efter at Nordkorea tilsyneladende affyrede et missil.
Advarslen om at søge i sikkerhed gjaldt for indbyggere i regionen Okinawa.
- Affyringen af et ballistisk missil på en måde, hvor det passerer gennem luftrummet over Japan, er en handling, der potentielt kan have alvorlig effekt på det japanske folks liv og ejendom, skriver premierminister Fumio Kishidas kontor på det sociale medie X.
Klokken 22.55 lokal tid - det er klokken 14.55 dansk tid - ophævede Japans regering atter det varsel, der var sendt ud til beboerne i Okinawa-regionen.
Regeringen tilføjede ifølge Reuters, at et missil tilsyneladende er fløjet fra Nordkorea forbi Japan og videre mod Stillehavet.
Japan fordømmer i samme ombæring Nordkorea "i de kraftigste vendinger", skriver AFP.
I Sydkorea er militæret sent tirsdag aften lokal tid fortsat i højt beredskab, oplyser det ifølge Reuters.
Det sydkoreanske militær, der overvåger aktivitet i nabolandet mod nord, meddeler ifølge nyhedsbureauet, at der kan være tale om en spionsatellit.
- Nordkorea har affyret, hvad det hævder er en militær overvågningssatellit i en sydgående retning, meddeler det sydkoreanske militær ifølge nyhedsbureauet AFP.
Det vil i givet fald være Nordkoreas tredje forsøg på at sende en sådan satellit i kredsløb om Jorden.
To tidligere forsøg i maj og august mislykkedes.
Sydkoreas militære efterretningstjeneste advarede tidligere i november om, at Nordkoreas tredje forsøg kan blive mere succesfuldt.
Nordkorea har tilsyneladende fået teknisk rådgivning fra Rusland til gengæld for at sende våben til russerne, meddelte efterretningstjenesten ifølge AFP.
Tidligere tirsdag havde Nordkorea varslet Japan om, at landet planlægger at opsende en satellit.
Både Sydkorea, Japan og USA har flere gange advaret Nordkorea mod at sende en spionsatellit ud i rummet. Det vil være i strid med en række FN-resolutioner.
/ritzau/