Som nybagt far til tvillinger spiller Jannik Hansen flot ishockey for NHL-klubben Vancouver Canucks, som dog taber sine kampe i øjeblikket.
Natten til onsdag dansk tid blev det til endnu en dansk scoring, selv om Canucks endte med at tabe kampen til San Jose Sharks med 2-3 efter forlænget spilletid og straffeslag.
Den danske landsholdsspiller udlignede til 2-2 i anden periode, og han er ærgerlig over nederlaget, men roser to af sine medspillere.
- Mason Raymond, Chris Higgins og jeg har fundet en måde at udnytte hinandens styrker i øjeblikket, så pucken finder vej til nettet, siger Jannik Hansen til nhl.com.
Det var den tredje kamp i træk, hvor Jannik Hansen fik scoret, og træner Alain Vigneault giver ham masser af tillid på isen.
Det trækker dog ned, at Jannik Hansen brændte sit forsøg, da kampen skulle afgøres på straffeslag. Det var første gang, at Jannik Hansen prøvede det, og Sharks-målmanden Antii Niemi stoppede forsøget.
Raymond, som stod for oplægget til Jannik Hansens 2-2-mål, roser dog generelt danskeren.
- Han spiller god ishockey for tiden. Han arbejder så hårdt, og han er god til at se sine medspillere. Det er godt at se den succes, han har, og han bliver belønnet som nybagt far, siger Raymond.
Jannik Hansens scoringsstime kommer midt i den nye rolle som far til tvillingdrengene, Daniel og Lucas, som blev født i søndags.
- Der har endnu ikke været nogen problemer, det kører fint, siger Jannik Hansen kortfattet om faderrollen.
/ritzau/