Målmanden Jannick Green var på forhånd udset til at være andenviolin ved håndbold-VM, som går i gang i den kommende weekend.
Men efter de tre sejre i træningsturneringen Totalkredit Cup i weekenden, så er Jannick Green mere optimistisk forud for slutrunden i Spanien. For han har stået i størstedelen af tiden og imponeret.
- Det var dejligt at komme ind og bidrage lidt. Jeg er glad, når jeg får nogle minutter, og så er det jo bare fint, at det også er gået godt, siger en beskeden Jannick Green.
Håndboldlandsholdet rejser fra Billund mod spanske Sevilla på torsdag efter en lang og opslidende optaktsfase. De tre sejre over Tunesien, Montenegro og Slovenien har givet Jannick Green blod på tanden.
- Det giver altid selvtillid at vinde kampene. Også selv om det bare var testkampe. Lige nu kribler det inde i maven, og jeg glæder mig til at komme af sted. Nu må det gerne snart blive den 10. januar, så vi kan komme derned, siger han.
Bjerringbro-Silkeborg-keeperen har i weekendens testkampe overstrålet det normale førstevalg Niklas Landin, som ikke havde mange vellykkede aktioner i søndagens sejr over Slovenien.
Det kan dog sagtens ændre sig, når først VM går i gang, for Niklas Landin har det med at være bedst, når der er noget på spil. Men Jannick Green håber på, at begge målmænd kan få lov at vise deres værd.
- Det håber jeg da. Nu må vi se, når vi kommer derned. Det er en lang turnering, og der kan ske mange ting endnu. Men det er da godt at komme af sted med to, der har selvtillid, siger Jannick Green.
Danmark spiller sin første kamp ved VM på lørdag mod den upåagtede håndboldnation Qatar. Danskerne er også i VM-gruppe med Chile, Island, Rusland og Makedonien, og de fire bedste går videre til 1/8-finalerne.
/ritzau/