Janni Spies er sammen med sønnen Christopher og den tidligere danske landsholdsspiller Nicolai Jørgensen gået konkurs med firmaet "Gameboks", der skulle forsyne gamere med en trækuffert med indbygget skærm og med plads til konsollen.
Det fortæller Se&Hør.
"Gameboks ApS", der for nylig tog navnforandring til "Selskabet af 18. maj 2018", nåede ifølge ugebladet aldrig at lave overskud og i 2021 lød underskuddet på to millioner kroner.
Den 60 årige Janni Spies ejede inden konkursen ligesom Nicolai Jørgensen mellem 5 og 10 procent af firmaet, mens Spies-arvingens 25-årige søn Christopher Kjær ejede 20-25 procent.
- Det er lidt en tendens, vi ser i tiden. Niche- og high end-produkter er svære at skabe omsætning på, medmindre det er meget kendte brands. Salget er gået i stå, og der har været manglende efterspørgsel på produktet, siger kurator Anders Hammer Hansen over for Finans.dk.
I det seneste regnskab lød det fra ledelsen, at der var indgået en aftale om kapital, som kunne finansiere selskabets drift i år, og planen var at rejse ny kapital i 2023 og lancere en ny version af den rullende spilkonsol som var kompatibel med den nyeste Playstation.