Efter skilsmissen fra sin milliardær-mand, er Janni Ree i endnu højere grad end tidligere nødt til at tjene sine egene penge.
Onsdag udkom hendes bog ”Evig diva”, selv om eks-manden Karsten samme dag hev hende i retten i forsøg på at få nedlagt fogedforbud mod bogen.
Og på lørdag kan den tidligere forsidefrue så skrive endnu en titel på sit CV – nu som podcast-vært. Det er Ekstra Bladet, der har hyret Janni Ree til at bestyre podcasten ”Meget mere”.
Den bramfri frøken Ree har aldrig været bange for at tale, og nu skal hun bruge netop de talenter i samtaler med andre kendte kvinder om tabubelagte emner.
- Vi skal tale om alt det, vi ofte ikke tør tale om. Overgangsalderen, første kæreste, første seksuelle oplevelse, tørhed forneden – you name it. Det bliver både pinligt og befriende, siger hun til sin nye arbejdsgiver.
Første afsnit af ”Meget Mere” har premiere på lørdag – her er gæsten Line Baun Danielsen.