Janni Ree sigtes nu for at have videregivet sin eksmand Karsten Rees testamente.
Det meddeler Aprime Management, der repræsenterer “forsidefruen”, i en pressemeddelelse. Her fremgår det også, at Janni Ree nægter sig skyldig.
- Min klient, Janni Ree, nægter sig skyldig og afviser ethvert ulovligt forhold i sagen om videregivelse af et udkast til et testamente, idet min klient udelukkende har sendt et billede af testamentet til en god veninde i tillid og fortrolighed uden, at det har været hensigten, at indholdet skulle komme ud til en bredere offentlighed, lyder det fra Erbil Kaya, der er Janni Rees forsvarsadvokat.
Ifølge sigtelsen har Janni Ree sendt testamentet til Ekstra Bladet, men det afviser hun også at have gjort.
Jannei skal afhøres af politiet om sagen, og der arbejdes nu på at finde en dato til afhøringen, fremgår det af pressemeddelelsen.
Sagen om det lækkede testamente er en af efterhånden mange anklager og beskyldninger, der har floreret mellem Janni Ree og Karsten Ree, siden de sidste år blev skilt efter 11 år sammen.