Da farmakonom Jane Bundgaard Jensen som 18-årig fik sit ansættelsebrev fra Løveapoteket i Aalborg var månedslønnen 608 kroner.
Den har ændret sig en del gennem årene, og det er der også mange andre ting, som har, siden hun trådte ind i butikken i 1967.
Jane Bundgaard Jensen har været ansat på stedet i nu 50 år, og det skulle markeres. Der var således fejring hele dagen, som blev toppet med festmiddag, sketches og sange, fortæller Jane Bundgaard Jensen til Avisen.dk.
- Sådan en fest fik vi nok heller ikke for 50 år siden. Det har forandret sig, personalepolitiken, fortæller en meget glad og oplagt Jane Bundgaard Jensen dagen derpå.
Mens lønnen er steget, så har arbejdsdagen også ændret sig en del, fortæller Jane Bundgaard Jensen:
- Dengang for 50 år siden var arbejdstiden klart længere. Og vi producerer ikke selv mere. Fra at vi stod og rørte i store gryder til vi får det færdigpakket. Så der er meget der har ændret sig, fortæller Jane Bundgaard Jensen.
- Og vi sagde også "De" og "vil Apotekeren det". Og så gik mændene med slips og der blev røget cigarer.
Selvom Jane Bundgaard Jensen er fyldt 68 år og kan vælge at gå på pension, så har hun slet ingen planer i den retning:
- Jeg kan jo godt lide at være her, så det er dejligt. Så det har jeg ikke taget stilling til. De bedste år er jo vores arbejdsliv, siger hun til Avisen.dk, inden hun iler videre med sit arbejde på Nytorv i hjertet af Aalborg.
Hentet af limousine
I går sendte hendes chef gennem 21 år så en limousine for at køre hende på arbejde.
- Jeg har kun set de her biler udefra. Jeg er helt overvældet. Jeg kan slet ikke tro at jeg er ude og køre i sådan en bil, sagde Jane Bundgaard Jensen til TV 2 Nord, da den luksuriøse bil dukkede op tirsdag morgen.