Super Series-turneringen India Open blev en kort fornøjelse for Danmarks bedste mandlige badmintonspiller Jan Ø. Jørgensen.
Allerede i første runde af turneringen måtte danskeren pakke ketsjerne sammen igen, efter han tabte i tre sæt til upåagtede Srikanth K. onsdag morgen.
Danskeren kom elendigt fra start, da inderen vandt 21-7 i første sæt. Andet sæt var en mere intens affære, som Jan Ø. Jørgensen endte med at hive hjem 21-18.
Desværre for den fjerdeseedede dansker var fornøjelsen kort, for i tredje sæt viste den unge inder igen sin overlegenhed og vandt 21-12.
Det hurtige nederlag er bittert for danskeren, der inden turneringen fortalte, at han gik efter en topplacering for at få en god seedning til VM i Kina i august.
Danmark har adskillige topnavne med ved turneringen i New Delhi, hvor OL-sølvvinderne Mathias Boe og Carsten Mogensen er topseedede i herredouble.
I mixeddouble er OL-bronzevinderne Joachim Fischer og Christinna Pedersen seedet til at nå finalen. Det samme er Christinna Pedersen i damedouble, hvor hun spiller sammen med Kamilla Rytter Juhl.
/ritzau/