Jan Ø. Jørgensen missede finalen ved Super Series-turneringen China Masters i Changzhou.
Den sjetteseedede dansker tabte lørdag aften dansk tid 13-21, 21-16, 21-23 til den syvendeseedede kineser Wang Zhengming efter et sandt drama.
Jan Ø. Jørgensen havde nemlig matchbold ved stillingen 20-19 i tredje sæt, men danskerens smash røg ud.
Selvom Jan Ø. Jørgensen selv reddede en matchbold efterfølgende, så slog hjemmebanefavoritten til på sin anden matchbold.
I første sæt var Jan Ø. Jørgensen kun med til 4-4, og så stod den ellers på kinesisk føring i resten af sættet. Fra 14-13 vandt Wang Zhengming syv bolde i træk og dermed sættet.
Det var med modsat fortegn i andet sæt. Fra 14-14 var det Jan Ø. Jørgensen, som vandt seks bolde i træk. De to første danske sætbolde reddede kineseren, men Jan Ø. Jørgensen fremtvang som ventet et tredje og afgørende sæt.
Jan Ø. Jørgensen førte længe i sidste sæt, hvor det umiddelbart så ud til, at kineseren var kørt lidt træt. Men det var han - desværre for danskeren - ikke.
/ritzau/