Som ingrediens i en god James Bond-film er hæsblæsende biljagter i både Aston Martins og andre eksotiske biler. Nogle gange er det skuespilleren selv, som kører bilen – dog ikke i de vildeste scener, hvor stuntkørere tager rattet.
Men ifølge den nuværende James Bond, Daniel Craig, så måtte han ikke engang sætte sig bag rattet i selv de tammeste kørsler i den seneste Bond-film "No Time To Die", som snart har premiere.
Det fortæller den 51-årige skuespiller til Top Gear Magazine.
Eksotiske biler og James Bond går hånd i hånd, men nu er det slut med at agenten selv kører. Foto: Metro Goldwyn Mayer
Sikkerheds-afdelingen slog bremserne i, og alle scener, hvor man ser James Bond bag rattet er lavet med stationære biler, med en film kørende i baggrunden ligesom man så det i gamle film. Teknikken er dog forbedret igennem tiden, så det er umuligt at se, at den hemmelige agent og navnlig hans bil ikke rører sig ud af flækken.
"No Time To Die" har verdenspremiere den 31. marts i London. Måske Daniel Craig selv får lov at køre hen til premieren.