Hun er still going strong – men nu er det med ledsager, der kan sørge for, at hun ikke snubler eller går ind i noget. Det fortæller den 90-årige britiske filmlegende, Judi Dench ifølge flere internationale medier i podcasten ”Fearless”, skriver Ritzau Fokus.
I podcasten afslører Judi Dench, at den øjensygdom, hun fik konstateret for 13 år siden, er forværret så meget, at hun nu har mistet synet.
- Der er altid en, der er nødt til at ledsage mig nu, for jeg kan ikke se, og ellers ville jeg komme til at gå ind i noget eller snuble og falde, fortæller Judi Dench, der blandt mange ikoniske filmroller i 1995 overtog rollen som MI5-chefen M i en række James Bond-film, senest i Skyfall fra 2012.
Og det var netop i 2012 den Oscarvindende skuespillerinde afslørede, at hun havde fået konstateret Aldersrelateret Makula Degeneration (AMD) – eller alderspletter på nethinden. En sygdom, der kan gøre synet uskarpt og forvrænget, og der kan opstå mørke eller tomme områder i det centrale synsfelt. Ifølge Øjenforeningen vanskeliggjorde sygdommen allerede dengang indspilningerne til hendes sidste James Bond-film.
Judi Dench er ifølge Ritzau Fokus stadig en aktiv dame, der sidste år blandt andet holdt foredrag om sit liv og karriere. Hun kan skrive flere end 130 film- serie- og tv-produktioner på CV’et, og i 1999 vandt hun en Oscar for sin birolle i ’Shakespeare in Love.’