Jalousi er formentlig årsagen til, at en 22-årig mand kvalte sin kæreste, hvorefter han skød sig selv.
Sådan lyder politiets teori, efter at de to blev fundet døde kort efter klokken 14 på Rønninge Rasteplads mellem Nyborg og Odense.
De to blev kørt væk i en ligvogn fra Falck, og der blev sat et telt op ved gerningsstedet, hvor efterforskere kunne arbejde.
"Vi mangler stadig at få identificeres de to personer endeligt, men vi kan sige, at de er alderssvarende med den efterlyste mand og hans kæreste," siger drabschef ved Fyns Politi, Henrik Justesen til ekstrabladet.dk.
Fyns Politi udsendte allerede onsdag aften en efterlysning på den 22-årige mand, hvor han blev betegnet som sindsforvirret, i besiddelse af et jagtgevær og farlig.
Hans 19-årige kæreste forlod ifølge flere vidner sin bopæl frivilligt sammen med ham, og hun er altså formentlig selv gået med ham, inden hun blev dræbt.
Det er et afskedsbrev fra den 22-årige, der peger i retning af, at motivet er jalousi, oplyser politiet.