Som en gammel cirkushest har han savnet savsmuld under fødderne – eller i hvert fald sand mellem tæerne.
Men i aften er Jakob Kjeldbjerg endelig tilbage på skærmen, når 22. sæson af ”Robinson Ekspeditionen” bliver sendt på TV3.
- Det er en stor dag. Jeg er Danmarks lykkeligste mand, begyndte ekspeditionslederen, da der var pressemøde på den nye sæson.
- Det har været længe undervejs på grund af pandemien. Det er et mirakel, at vi overhovedet kunne komme afsted til Den Dominikanske Republik, forklarer Jakob Kjeldbjerg.
Mens tidligere sæsoner blandt andet er optaget i Malaysia og Filippinerne, så endte man i år på grund af coronaen for første gang i Den Dominikanske Republik i Caribien.
Her kunne produktionen arbejde i egen bobbel uden forstyrrelser.
3000 mennesker meldte sig i håb om at komme med og de 22 deltagere er alle nøje udvalgt.
- Det er markante og stærke personligheder, som slår sig på hinanden. Og selvfølgelig slår de sig også på ekspeditionslederen. Alt er som det skal være. Det er klassisk Robinson. Det er genialt og jeg glæder mig til at vise det for jer, jublede Kjeldbjerg på pressemødet, hvor avisen.dk også så sæsonens første afsnit, der altså bliver vist i aften.
Og der er rigtig nok drama fra begyndelsen, som du kan se herunder.
Blandt de mere kendte ansigter i årets cast er Ralf Østergaard Christensen, som er gift med tv-værten Lisbeth Østergaard.
Også Amanda Sascha fra DR-programmet "De dyre piger" giver afkald på cafeer og luksus til fordel for dyster og kappestrider.
Det samme gør forretningsmanden Ninos, som sammen med reality-stjernen Türker står bag donut-kæden Bronutz.
51-årige Jakob Kjeldbjerg har stået i spidsen for det populære program siden 2004 og har gjort sig bemærket med sin hårde lederstil og ikke mindst ”SÆT I GANG”.
Herunder kan du høre lidt af Kjeldbjergs præsentation.