Et ukendt antal krokodiller bliver jagtet af myndighederne efter at det lykkedes for reptilerne at undslippe fra en krokodillefarm i Sydafrika. Det skriver BBC.
Indtil videre er 27 af de undslupne krokodiller blevet indfanget igen, men myndighederne erkender, at man ikke ved, hvor mange der endnu er på fri fod.
Det menes, at krokodillerne har taget flugten via et ødelagt hegn på farmen udenfor byen Bonnievale og derfra fundet vej til floden Breede River. Nu advares de lokale indbyggere mod at nærme sig de farlige dyr.
- De er naturligvis meget farlige. Selv om de har været i fangenskab, er det vilde dyr, vi taler om, siger Petro van Rhyn, der er talskvinde for regionens naturorganisation CapeNature.
- Folk skal undgå at nærme sig dem og holde sig fra floden, indtil alle er fanget igen, siger hun.
De frihedssøgende krokodiller, der tog flugten onsdag, har en længde på op til 1,5 meter. De forsøges nu indfanget via fælder ved floden.