Var danske styrker hemmeligt i krig i Irak - uden grønt lys fra Folketinget?
Spørger man den hollandske undersøgende journalist Huub Jaspers, så er det hævet over enhver tvivl, at danske soldater allerede den 4. marts 2003 deltog i hemmelige operationer.
Spørger man den danske chef for jægersoldater, Henrik Friis, er det mindst lige så hævet over enhver tvivl, at danske soldater ikke deltog i nogen former for operationer før den 21. marts 2003 - hvor Folketinget havde sagt god for missionerne.
- Vi kender virkelig ikke noget til det, og jeg har svært ved at se, hvor disse påstande kommer fra, siger Henrik Friis til Avisen.dk
Ifølge den hollandske journalist viser en hemmelig rapport om den 4. marts 2003, at danske specialstyrker var del af en hemmelig operation i Irak – sammen med hollandske styrker.
Styrkerne var angiveligt ikke i kamp, men deltog i rekognosceringsopgaver – altså at undersøge en bestemt område.
Forsvarsminister Søren Gade (V) har afvist deltagelsen i den hemmelige operation, men vil nu alligevel undersøge sagen igen.
Heller ikke Frømandskorpset har deltaget i aktioner før tid i Irak, siger kommunikationschef i Forsvarskommandoen, Lennie Fredskov Hansen til TV2 News.