Søndag blev årets sidste Grøn-koncert afviklet - som traditionen foreskriver det - i en propfyldt Valby Parken.
På scenen var blandt andre Jada, som kom til at give publikum endnu mere, end de var kommet efter, da hendes ene bryst hoppede ud under koncerten.
Sangerinden, som blandt andet har lagt landet ned med hittet "Nudes", havde dog forberedt publikum på, at der var en risiko for, at brysterne ville hoppe ud af hendes kjole. Det skriver SE og HØR, som var til stede under koncerten.
Det er ikke første gang, at Jadas bryster er i fokus i forbindelse med en koncert. Sidste år vakte det ramaskrig, da Ekstra Bladets anmelder beskrev, hvordan Jada også under en koncert på Smuk havde sagt fra scenen, at hendes bryster var ved at falde ud.
Denne gang skete det dog.
Grøn er Jadas comeback på scenen efter hun i november blev mor. Sidste sommer var hun nødt til at aflyse en række koncerter på grund af komplikationer i forbindelse med graviditeten.
Den 31-årige sanger er langt fra den første stjerne, som mere eller mindre frivilligt er kommet til at blotte sig under en koncert. Det mest berømte tilfælde må dog stadig være, da Justin Timberlake og Janet Jackson optrådte sammen i 2014 ved pausen til Super Bowl, og Janet Jacksons smykkebesatte brystvorte pludselig blev vist til millioner af seere.