Jacobsen er glad for ungarsk lærestreg før VM-møde
Denmark press conference , Demark Handball World Championship Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Ungarn slog Danmark i den sidste test før VM, og dermed er danskerne advaret inden lørdagens mellemrundekamp.

Danmark burde have alle muligheder for at kende til Ungarn, når holdene lørdag aften tørner sammen i den første mellemrundekamp ved VM.

De to hold mødte hinanden i to testkampe i ugen op til slutrunden, og de sluttede med vidt forskellige udfald.

I den første i Aarhus vandt Danmark med 33-19, men tre dage senere fik Ungarn overraskende revanche med en sejr på 28-25 i Odense.

I den anden kamp havde Ungarn stor succes med at trække tempoet ud af kampen.

- Det er ingen ulempe, at vi mødte dem to gange lige inden turneringen. Vi fik en rigtig god lærestreg i den anden kamp, så vi er mere end forberedte på, hvad der kommer, siger landstræner Nikolaj Jacobsen.

Danmark er ramt af skader og må undvære René Toft Hansen i resten af turneringen, men Henrik Toft Hansen er i stedet blevet sin skade kvit og erstatter sin bror.

Også Ungarn har skader at forholde sig til. Holdets stjernespiller Zsolt Balogh, der var topscorer i de første kampe, missede således de to sidste gruppekampe og er tvivlsom til mødet med Danmark på grund af en ankelskade.

- Vi er lidt usikre på, hvad Ungarn har, og det gør forberedelserne lidt sværere, så det kan vise sig at være en fordel, men det kan også vise sig ikke at være en fordel, siger Jacobsen.

Danmark gjorde rent bord i gruppe C og tager efter sejren i gruppefinalen mod Norge torsdag maksimale fire point med til mellemrunden.

Det er et godt udgangspunkt for at nå semifinalerne, da det er forventet, at Danmark, Sverige og Norge skal kæmpe om to pladser videre.

- Det er da klart en fordel at gå videre med fire point, så vi har lagt de bedst mulige forudsætninger ud for os selv, og så er det vores job at følge op på det.

- Det gør vi ved at starte med at få to point mod Ungarn, siger playmaker Rasmus Lauge.

Ungarn har ét point med til mellemrunden for det uafgjorte resultat mod Egypten. Ungarn kunne have vundet gruppe D med en sejr over Sverige, men tabte torsdagens kamp med 30-33.

/ritzau/

/ritzau/