Komikeren Jacob Haugaards pap-søn Nicolai Wilmot er død i en alder af 38 år af muskelsvind, skriver seoghør.dk.
Nicolai led af den grusomme form af sygdommen dychenne-syndrom. Sygdommen omdanner musklerne til bindevæv, og Nikolai var i mange år lænket til sin kørestol og tilsluttet en respirator.
Nicolai er egentlig søn af Jacobs kone, men Jacob Haugaard har altid tænkt på ham som sin egen dreng.
Til Ekstra Bladet siger moderen, Ilse Wilmot:
- Det er sørgeligt, men han fik mange gode år, hvor han havde et fantastisk godt liv.
På grund af sygdommen havde familien forberedt sig på, at sønnen næppe ville blive gammel.
- Ja, så vi er rimelig afklaret. Det skulle ske, men vi har bare været så glade over, at Nikcolai havde det så dejligt. Det bliver et savn, fortsætter Ilse Wilmot.
Jacob Haugaard har i de sidste mange år været konferencier ved de Grønne Koncerter rundt om i landet, hvor overskuddet går til Muskelsvindsfonden.