Havde Jacob Haugaard ikke skrevet nummeret "Haveje" til Kim Larsen og hit-filmen "Midt om natten" havde en kraftig nedtur formentlig trukket ham endnu mere i den forkerte retning.
Et heftigt liv med alkohol havde nærmest taget livet af hans økonomi, som i 1983 var i kraftig minus, men "Haveje" blev den nødvendige guldåre for den altid glade entertainer med de tydelige århusianske rødder.
Jacob Haugaard var i 1983 netop flyttet i hus med sin hustru, men han slæbte rundt på en stor gæld på 116.000 kroner. Gælden var forfalden, men pludselig dumpede der en stor check ind ad døren, fortæller Jacob Haugaard til Ekstra Bladet:
- Dagen efter, at der kom en regning fra Hypotekbanken på 116.000 lå der en check i postkassen fra Koda på 110.000 kroner for "Haveje".
Den dag i dag - 34 år efter - ruller der fortsat penge ind på kontoen for afspilninger af "Haveje". Så mange, at han til Ekstra Bladet siger, at nummeret har gjort ham til millionær.
Og det er og var let tjente penge. For det første tog det ham fem minutter at skrive nummeret, fortæller han til avisen. For det andet skrev han det i en brandert.
- Og kontrakten med Kim Larsen om, at han måtte indspille sangen og bruge den på "Midt om natten" blev skrevet på en frokostserviet, fortæller Jacob Haugaard.
Resten er historien om det bedst sælgende danske album nogensinde. Albummet er solgt i 650.000 eksemplarer og lå i 23 uger nummer et på hitlisten i perioden 1983-1984, hvilket var rekord indtil 2010. Her kom Rasmus Seebachs debutalbum susende og tog rekorden.
I 2001 blev "Midt om natten" desuden kåret som "Danskernes yndlingsplade fra det 20. århundrede".