Michael Jacksons ansigt og hals var fyldt med ar, han havde sår på armene, og hans læber og øjenbryn var tatoverede.
Men han var ikke den sygelige, underernærede, udmattede mand, som mange har fremstillet ham, som forklaring hans pludselige død. Det viser den obduktionsrapport, som nyhedsbureauet AP har fået fingre i.
Rapporten fastslår, at popstjernen var en rimelig sund 50-årig, inden han døde af en overdosis. Hans vægt var acceptabel for hans højde, og hans hjerte og de fleste af hans organer var velfungerende.
Kongen af pop var dog ikke i superform, og undersøgelserne viste, at han havde gigt i den nedre del af ryggen og fingre samt problemer med lungerne.
Der var dog intet af det, som kan forklare hans død, og anklagerne mod hans personlige læge står derfor endnu stærkere efter obduktionen.
Den retsmedicinske undersøgelse har fastslået, at hans død skal klassificeres som mord som følge af overdosis.
Jackson døde den 25. juni efter hans læge havde givet ham noget beroligende, som tilsyneladende blev hans død. Lægen nægter sig skyldig, og udover en Youtube-video har han ikke udtalt sig om sagen.