Scorer Søren Larsen mod Albanien, og kommer han overhovedet på banen?
Det er det store spørgsmål få timer før, at landstræner Morten Olsen offentliggør sin holdopstilling til den vigtige VM-kvalkamp i Tirana mod Albanien.
Står det til B.T. starter Søren Larsen inde. Fodboldredaktør Morten Crone Sejersbøl skriver således i en klumme, at Søren Larsen alene i kraft af sin fysik vil stå som en gigant på Qemal Stafa stadion i Tirana - og at han altid er god for et mål, uanset om han er i form eller ej.
Ekstra Bladet mener derimod, at Søren Larsen skal forblive i rollen som joker, og at Morten Olsen skal starte inde med William Kvist og Thomas Sørensen som de eneste nye i forhold til startopstillingen mod Portugal.
Tipsbladet mener heller ikke, at Søren Larsen starter inde - men i modsætning til Ekstra Bladet mener bladet, at FCKs Hjalte Nørregaard får en plads på midtbanen i stedet for Martin Jørgensen.
Heller ikke Politiken levner en plads i startopstillingen til Søren Larsen, der ellers er suveræn dansk topscorer i VM-kvalifikationen med fem mål. Til gengæld forventer avisen, at Jesper Grønkjær indtager venstrekanten i stedet for Martin Jørgensen.
Sidst Danmark mødte Albanien i Tirana var i 2004, hvor Danmark vandt 2-0.
Den endelige holdopstilling offentliggøres klokken cirka 19.30.