Speedwaykøreren Niels-Kristian Iversen har haft en fremragende uge.
For nylig kvalificerede 36-årige Iversen sig til næste års VM-serie, og lørdag aften vandt han den individuelle DM-titel i speedway.
Det var syvende gang i træk, at Niels-Kristian Iversen vandt DM-titlen, og dermed tangerede han legenden Ole Olsens rekord.
Ole Olsen vandt i alt DM-titlen 12 gange i karrieren, men de første syv titler fra 1967 til 1973 var i træk.
DM-finalen blev kørt i Esbjerg, og her havde Iversen fart i maskinen fra første start.
Iversen vandt sine første fire heats, og derfor gik han ind til sit femte heat med 12 point i front for stillingen.
I sit femte heat var Iversen oppe imod Nicki Pedersen og Peter Kildemand, og Iversen fik en god start.
Nicki Pedersen pressede gevaldigt på fra andenpladsen, men Iversen kunne ingen true denne aften, og Iversen hentede igen tre point.
Det efterfølgende heat artede sig, så Niels-Kristian Iversens pointhøst ikke kunne trues i finalen, og han vandt derfor titlen, inden selve finalen blev kørt.
Finalen blev vundet af Mikkel Mikkel Michelsen med Nicki Pedersen og Iversen på henholdsvis anden- og tredjepladsen.
Det betød, at Michelsen vandt sølv, mens bronzemedaljen endte hos Nicki Pedersen.
For en uge siden kvalificerede Niels-Kristian Iversen sig til VM-serien i 2019, da han sluttede som nummer to i Speedway GP Challenge i Tyskland.
Det gav en billet til serien, hvor Iversen ikke deltager i denne sæson, hvor Nicki Pedersen er eneste, faste danske deltager.
Niels-Kristian Iversen er den seneste dansker til at vinde et VM-grandprix med sejren i oktober 2016 i Torun i Polen.
/ritzau/