Sveriges centrale etiske nævn siger i en endelig afgørelse, at der blev fusket med forskning, som den italienske stjernekirurg Paolo Macchiarini stod for.
Afgørelsen forstærker en skandale på Sveriges Nobel-hospital, Karolinska Institutet (KI), i Stockholm, som udpeger modtagerne af Nobelprisen i medicin.
Det etiske nævn fastslår, at der blev forvansket fakta fra forskning ved operationer med kunstige luftrør, som blev indopereret i tre patienter på universitetshospitalet Karolinska.
Nævnets afgørelse kommer efter, at det har gransket en artikel i lægetidsskriftet The Lancet.
I artiklen beskriver Paolo Macchiarini og hans kolleger den første af de tre operationer. Artiklen anses for at være den mest centrale i den forskning, Paolo Macchiarini udførte i sin tid i Sverige.
Nævnet anbefaler The Lancet at trække i alt seks artikler fra forskerteamet tilbage.
Det er op til Karolinska Institutet og dets rektor, som i sidste instans skal afgøre, hvorvidt Paolo Macchiarini og hans kolleger skal lastes for uredelighed i forskning.
- Samtlige forfattere til de seks artikler er ansvarlige for videnskabelig uredelighed, det vil sige forskningsfusk, siger ekspertgruppen.
Sagen sværter medlemmer af Karolinskas nobelforsamling, og den medicinske forskningsenheds bestyrelse er tidligere trådt tilbage.
Det var den tidligere rektor ved KI Harriet Walberg, som ansatte Macchiarini som gæsteprofessor i 2010. Hun er blevet fyret af regeringen som øverste chef for universiteterne og de højere læreanstalter.
/ritzau/TT