Endnu et blodigt kapitel blev onsdag aften føjet til historien om tragiske hændelser i forbindelse med fodboldkampe mellem engelske og italienske hold.
På det olympiske stadion i Rom gik italienske politi-betjente tilsyneladende amok under kampen mellem Roma og Mancester United. Betjentene tævede i flere minutter løs på de engelske fans, da der var opstået uroligheder ved den første romerske scoring.
Tv-billeder af betjentenes opførsel har rystet englænderne. Betjentene slog blandt andet løs på flere fans, som lå ned. Flere britiske medier beskriver her dagen derpå betjentenes opførsel som brutal. Det europæiske fodboldforbund, UEFA, vil nu undersøge sagen.
- Foreløbig afventer vi rapporten fra vores repræsentanter på stadion. Derefter vil vi se på tv-billederne, siger forboldforbundets talsmand William Gaillard, der understreger, at UEFA ikke har meget at skulle have sagt over for det lokale politi.
Både Roma og Manchester United risikerer store bøder som følge af urolighederne, hvor de to holds fangrupper under hele kampen lod kasteskyts regne ned over hinanden.
På banen var kampen trods et enkelt rødt kort til Uniteds Paul Scholes mere fredelig. Den endte 2-1 til hjemmeholdet.