To gange på 28 år er den italienskfødte frisør Flavio Paladino blevet knaldet for at spille musik for kunderne. Ikke at der er noget forkert i det. Men når der anvendes musik i kommerciel sammenhæng, skal der betales en afgift til Koda, som sender pengene videre til musikkens ophavsmænd.
I 1999 blev Flavio Paladino dømt til at betale 6.000 kroner til Koda. Og nu skal han i retten igen, skriver Dagbladet Holstebro-Struer.
Flavio Paladino siger til dagbladet, at det minder om mafiametoder fra hjemlandet.
- Jeg rejste i sin tid væk fra Italien blandt andet fordi, jeg ville væk fra mafiaen. Jeg ville ikke betale beskyttelsespenge. Men den her organisation er det samme som mafiaen, siger han.
Han argumenterer med, at han har købt og betalt for de cd'er han spiller i sin frisørsalon Il Figaro på Den Røde Plads i Holstebro. Han siger desuden, at Koda ikke sender ham opkrævninger.
Men sagen synes klar og i Kodas favør. Reglerne siger nemlig, at detailforretninger på op til 240 kvadratmeter skal betale 3.912,50 kroner årligt til Koda & Gramex - hvis der afspilles musik.
Og der blev afspillet musik, da en konsulent fra Koda i starten af året kom på besøg i frisørsalonen. Flavio Paladino skal således i byretten i Holstebro 27. juni for at have brudt ophavsretsloven.
- Når der er musik i frisørlokalet og der står en højtaler i vindueskarmen, og kunderne også kan nyde godt af musikken, skal der betales til Koda - sådan er reglerne. Vores konsulenter besøger forretninger, frisører og restauranter, som ikke har en aftale med Koda, og hvis konsulenten konstaterer musik i forretningen, tager han en snak med ejeren om, at der skal indgås en aftale. Konsulenten kommer altid på besøg to gange. Det har også været tilfældet her, skriver presseansvarlig ved Koda, Mads Scheuer, i et svar til Dagbladet Holstebro-Struer.