Syv personer blev lettere såret, herunder den italienske ambassadør, da en delegation af diplomater i Sri Lanka tirsdag blev beskudt under et besøg i den østlige del af landet, skriver Reuters.
»Den italienske ambassadør er blevet indlagt på hospitalet med mindre kvæstelser i hovedet,« sagde en anonym kilde fra en særlige politienhed til Reuters.
Delegationen, hvor også den amerikanske, franske, tyske og canadiske ambassadører deltog, var fløjet mod øst på helikoptere med nødhjælp til nogle af de tusinder af flygtninge, der befinder sig i området.
Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra oprørsbevægelsen De Tamilske Tigre, som den srilankanske regering mener står bag angrebet.
Efter mange års borgerkrig indgik den srilankanske regering for nogle år siden en våbenhvile med De Tamilske Tigre, men i løbet af de seneste 15 måneder er over 4.000 personer alligevel blevet dræbt. Samtidig er mange srilankanere nu på flugt fra deres hjem, og flere eksperter har peget på, at borgerkrigen ser ud til at være på vej tilbage.