Italiens præsident, Sergio Mattarella, ønsker at se en hurtig politisk aftale om en ny regering.
Hvis det ikke sker i løbet af få dage, så vil han udskrive valg. Det siger en kilde tæt på præsidenten.
Mattarella har indkaldt partierne for at give deres bud på, om der kan dannes en ny regerende oven på den regerende koalitions kollaps.
Det var det høreradikale parti Liga med indenrigsminister Matteo Salvini i spidsen, som tidligere på måneden meddelte, at de har mistet tilliden til regeringen og koalitionspartneren Femstjernebevægelsen.
Det fik tirsdag premierminister Giuseppe Conte til at meddele, at han træder tilbage.
Præsident Mattarella skal torsdag mødes med delegationer fra Det Demokratiske Parti og Femstjernebevægelsen. Ud fra det skal han vurdere, om de to partier kan indgå i et samarbejde i regering.
Ifølge kilden vil præsidenten have klare meldinger om, hvorvidt det er en mulighed. Og der skal ske noget afgørende senest i begyndelsen af næste uge.
Femstjernebevægelsen og Conte beskylder Salvini for at have fremprovokeret den politiske krise i landet for at få et nyvalg.
Hans parti står ifølge målinger til en fordobling til cirka 34 procent af stemmerne. Det var lige så mange stemmer, som Femstjernebevægelsen fik ved seneste valg.
Men partiet, der er stiftet af komikeren Beppe Grillo, ligger nu på omkring på det halve af valgresultatet i målinger.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.