Underhuset i Italiens parlament har lørdag aften vedtaget et omstridt statsbudget, der er ændret efter uenigheder med EU.
Godkendelsen sker lige inden fristen ved nytår.
Budgettet, som er lagt frem af regeringspartnerne i Femstjernebevægelsen og det højreorienterede parti Ligaen, blev vedtaget med 327 stemmer for og 228 stemmer imod.
Afstemningen foregik som en tillidsafstemning, men betyder i praksis, at budgettet er vedtaget.
Den endelige afstemning om budgettet finder efter planen sted senere lørdag eller søndag. Men den betragtes som en formalitet.
Lillejuleaftensdag blev det omstridte budget godkendt i det italienske senat.
Italien fik grønt lys for sit budget fra EU-Kommissionen i Bruxelles fem dage inden jul. Det skete efter måneders strid mellem regeringen i Rom og kommissionen.
Det betyder, at der ikke bliver igangsat en såkaldt underskudsprocedure mod det store EU-land. Det kunne have ført til tunge sanktioner.
Da Italien for to måneder siden fremlagde sit udspil, blev det i første omgang afvist af kommissionen. Det er første gang nogensinde, at det er sket i EU-regi.
Så forsøgte italienerne sig med en ny version af budgettet, der ligeledes blev afvist. Men det tredje udspil, der indeholdt flere ændringer, gik igennem.
Det første udspil gav anledning til store diskussioner, fordi det lagde op til et budgetunderskud på 2,4 procent.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters