Præsidenten for Det Italienske Fodboldforbund, Carlo Tavecchio, har trukket sig.
Den 74-årige italiener bekræfter ifølge football Italia, at han stopper i jobbet, efter at Italien for første gang i 60 år ikke formåede at kvalificere sig til VM.
- Jeg er ked af det. Jeg stopper, fordi jeg har fejlet. Jeg siger undskyld til alle italienere, siger Carlo Tavecchio.
Italien spillede mandag i sidste uge 0-0 hjemme mod Sverige i den anden af to playoffkampe om at komme med til VM i Rusland næste år.
Svenskerne sikrede VM-billetten med samlet 1-0, så Italien for første gang siden 1958 ikke kommer med til VM.
Fiaskoen gav som ventet et enormt rabalder i den fodboldglade nation, der fire gange har vundet VM-guld, senest i 2006.
Onsdag i sidste uge blev landstræner Gian Piero Ventura fyret, og mandag måtte Carlo Tavecchio altså trække sig.
Forinden havde mange opfordret ham til at stoppe i jobbet.
Carlo Tavecchio nægtede i første omgang at trække sig. Han placerede selv ansvaret hos Gian Piero Ventura.
- Jeg stopper af politiske årsager. Det er ikke på grund af sportslige grunde. Vi gik glip af VM-slutrunden, og det har udviklet sig til en tragedie.
- Jeg betaler prisen for Ventura, selv om det ikke var mig, der valgte ham, lød det senere fra en tydeligt vred Tavecchio ved en pressekonference mandag ifølge AP.
Det var også en fiasko, der førte til, at Carlo Tavecchio erobrede præsidentposten hos fodboldforbundet i Italien.
Han blev indsat i 2014, da den daværende præsident, Giancarlo Abete, måtte stoppe.
Det skete, efter at Italien var blevet sendt ud af VM i Brasilien efter det indledende gruppespil.
Ifølge AP er Carlo Ancelotti favorit til at overtage jobbet som italiensk landstræner.
- Jeg har talt med fire eller fem fantastiske trænere, men de er alle travle, lød det dog fra Tavecchio mandag.
Han oplyste selv, at han vil blive og guide forbundet i en periode.
Ifølge AP er det dog højst sandsynligt, at Den Italienske Olympiske Komité (Coni) vil sørge for en hurtig udskiftning på posten.
Præsidenten for Spillerforeningen i Italien, Damiano Tommasi, kommenterede også mandag Tavecchios stop:
- Jeg håber, at den næste præsident bliver en, som kan tale med om fodbold.
/ritzau/